Livmoderhalskræft kan forebygges

Hvert år i Danmark får imellem 300-400 kvinder konstateret livmoderhalskræft. Omkring 150 kvinder dør og ca. 5.000 behandles for forstadier til livmoderhalskræft med keglesnit.

Udover pigerne i vaccinationsprogrammet, så har kvinder i 30´erne og helt op til 45 års alderen også effekt af vaccinen. Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik anbefaler HPV vaccination til alle kvinder, som ønsker at blive vaccineret - uanset alder.

Screening og vaccination kan beskytte

Til forskel fra mange andre kræftformer kender man årsagen til livmoderhalskræft. Faktisk skyldes kræften altid virusset human papillomavirus (HPV). Typer af denne virus er i stand til at give celleforandringer i livmoderhalsens celler. I enkelte tilfælde kan celleforandringerne udvikle sig til kræftceller.

Ca. 15.000 kvinder får hvert år konstateret lette celleforandringer, der ofte går i sig selv igen, mens 5000 tilfælde udvikler sig til forstadier til livmoderhalskræft.

Symptomer på livmoderhalskræft

Symptomerne kommer desværre ofte først, når sygdommen er fremskreden. Mulige symptomer på livmoderhalskræft er:

  • Unormale blødninger fra skeden
  • Smerter under samleje
  • Usædvanligt udflåd
  • Smerter i underlivet

Gå til lægen hvis du har nogle af disse symptomer. Symptomerne kan dog have andre årsager.

Behandling af livmoderhalskræft

Livmoderhalskræft i det tidlige stadium kan fjernes ved en keglesnitsoperation eller fjernelse af livmoderen. Ved mere fremskredne stadier er behandlingen primært strålebehandling og kemoterapi.

Vaccination og screening

Vaccination kan beskytte mod de typer HPV, der er årsag til 70 % af livmoderhalskræfttilfældene. Vaccinen virker ved, at kroppen danner antistoffer mod virusset. Antistofferne sørger for at man ikke smittes med HPV.

Med screening kan man på et tidligt tidspunkt opdage de celleforandringer, der forårsages af HPV. Det foregår hos din læge, der ved en gynækologisk undersøgelse tager en celleprøve fra livmoderhalsen. Screening i sig selv beskytter ikke, men man kan opdage celleforandringer, inden det bliver til kræft.

Alle kvinder mellem 23 og 65 år tilbydes hvert tredje/femte år at få taget en celleprøve fra livmoderhalsen.